| Tilbage |
Vi skal hjem igen og regner med, at tage en stille tur nordpå og se, hvad dagen bringer. Skulle vi ikke nå helt hjem, er vi indstillet på at overnatte et eller andet sted undervejs. Efter morgenmaden skynder vi os at få foretaget nogle indkøb i Katwijk, inden vi checker ud fra hotellet kl. 10. Jeg har planer om, at købe nogle hollandske øl, men de viser sig at være dyre, så det bliver kun til nogle ganske få. Til gengæld falder vi over et pænt grillsæt med skaft af rosentræ. Vi vurderer at sættet er noget billigere end det ville være i Danmark.
Farvel til vores hotelværter. Mutter er i hotellets "rejebureau" og fatter vasker op efter gæsternes morgenmad. Så går det afsted mod nord. Vi har valgt en anden rute end på rejsen herned. Turen går vest om Amsterdam og op over dæmningen, der forbinder landsdelene Noordholland og Friesland. Den del af Noordholland, som vi har boet i, er kendt for at være "tulipanlandet" og vi regner med, at der kun dyrkes blomster i den del af Holland. Det viser sig imidlertid, at der er masser af blomstermarker på hele vejen op gennem den øvrige del af Noordholland og på den anden side af dæmningen ser vi også en enkelt mark i flere flotte farver. Men så er det også farvel til dette sælsomme, flotte syn. På resten af hjemturen møder vi mange gule marker, men da er det rapsmarker, der står i blomst.
På vejen gennem Friesland passerer vi byerne Leeuwarden, Drachten, Groningen og forlader Holland så nordlig som næsten mulig. Heller ikke her er der nogen stop, for at vise pas og kun et skilt med de kendte EU-stjerner markerer, at vi nu er i Tyskland. Og så starter vores gambling!
Vi vil nemlig gerne undgå de store tyske motorveje med mange vejarbejder og dertil hørende bilkøer, så jeg forsøger at finde alternativer til Bremen og Hamburg. I Oldenburg forlader vi de store veje, for at køre nord om Bremen. Bilen skal tankes men den tankstation, som vi finder, tager ikke kreditkort. Vi vælger at bruge de fleste af vores tyske penge på benzinen, hvilket vi hurtigt fortryder, for få km. senere viser det sig, at vi skal med en lille færge, for at komme videre.
Vi har kun 10 mark tilbage men kører alligevel direkte ombord på den lille færge. Inden vi overhovedet får undersøgt, om vi har "råd", er vi låst inde af andre biler, der er kørt ombord, så vi lever i spændingen. Turen koster 8,10 mark, så vi ånder lettet op begge to! 5 minutter senere befinder vi os på den anden side - mellem Bremen og Bremerhaven. Jeg har regnet ud, at vi kan køre til Cuxhaven, der ligger nord for Bremerhaven og nordvest for Hamburg. I Cuxhaven kan vi sejle til Brunshüttel og dermed vil vi kunne undgå en del kørsel, idet vi i Brunshüttel lander mellem Hamburg og Kiel. Der er kun et problem med denne løsning og det er, at hvis det nu skulle vise sig, at denne sejlrute er indstillet, så har vi ca. 120 km. ekstra at køre og det er selvfølgelig lige hvad der sker. Vores kortbog fra 1996 er ikke ajourført for ruten viser sig at være nedlagt sidste år, så vi må tilbage mod Hamburg.
Men vi får et forsøg til, idet en tysker på færgehavnen i Cuxhaven fortæller mig, at der sejler en båd over vandet længere nede mod Hamburg. Den kan vi også se på vores kort. Først må vi på jagt efter en pengeautomat, for der er nok heller ikke store chancer for, at de tager kreditkort på denne lille færge. Vi kører ad små lokale veje og mit kort er ikke detaljeret nok, til at jeg kan guide Marie, så det bliver til en del unødig kørsel, før vi finder byen Wischafen, hvor vi igen kan køre direkte ombord på en lidt større båd. Det er efterhånden blevet aften. Klokken er 19:30 og på vandet stormer det godt. Vi har ikke talt om det, men det ligger i luften, at vi vil helt til Danmark i aften. Ikke noget med at overnatte undervejs.
Mens vi sejler over, serverer Marie og Vibe de sidste ostemadder, som køletasken kan præstere. Jeg ser frem til at få en god currywurst ved grænsen!
Vi ved ikke, hvornår grænsekioskerne lukker, så da vi kommer i land i Glückstadt, går det over stok og sten, for at nå grænsen inden kl. 21. Det viser sig dog hurtigt at være umuligt, især da vi i Hohenwestedt sendes ud på en stor omvej til Neumünster i stedet for den mere direkte vej mod Rendsburg. På motorvejen får bilen lov at rase ud og på vejen mod grænsen er vi vidner til en utrolig flot rød himmel, som solen holder i gang til kl. 21:45 - mens vi tåger rundt i Flensburgs omegn, fordi vi som sædvanlig ikke kan finde fra motorvejen og til en grænsekiosk. Otto Duborg har lukket, da vi endelig når frem men Poetz overfor har åben til kl. 23, så vores rationer er sikret. Vi bliver belønnet med en stort set tom butik - befriet for alle disse skøre danskere, der valfarter til grænsen i deres busser! Til gengæld må vi slås med personalet, der konstant drøner rundt på trucks med varer til opfyldning i forretningen. Belæsset med slik, øl, vin, spiritus og cigaretter - og lettet for en hulens masse penge - forlader vi Tyskland ved 23-tiden. Jeg må drømme mig til min currywurst, for pølsemanden lukkede mens vi var inde og handle...
Ungerne sover hurtigt og Marie og jeg nyder freden på denne sidste del af turen. Ungerne har egentlig klaret de lange bilture eksemplarisk. Der har kun været lidt brok undervejs og det er egentligt flot, for vi har været undervejs i 14 timer. Lige inden de faldt i søvn, spurgte vi, om de var træt af at køre i bil - et tåbeligt spørgsmål, for svaret gav sig selv!
Ved midnatstide nåede vi Erritsø, hvor vi glædede os til at komme i vores egen seng igen. Sådan er det vel altid.
| Tilbage |